Danhaven 37B, 2500 Valby

Halvt dobbelthus med feriefølelse året rundt … var det noget?

Den her bolig har virkelig fået kærlighed! Der er ikke det hjørne, man ikke har været omkring med en håndværker og en krammer. Og derudover serveres der endda have midt i byen … luksus! Præcis som det bør være.

Husets hjerte (og naturlige crime scene for et hav af fester) er stuen, der er så stor og åben, at man instinktivt får lyst til at løbe på rulleskøjter. Om ikke andet så bare for at lette turen mellem sofa og vinkøleskab. Det giver smil over hele femøren og jubel i det indre system, at der er så meget plads, at man til hver en tid kan slå en vejrmølle … skulle trangen komme over én. De dage, hvor humøret er mere til hulehygge end balsal, er det blot at gå ovenpå, hvor skråvæggene skaber den helt rigtige stemning. Og det er altså ikke mere hule, end at lyset vælter ind.

Hele hytten forkæler dig med skabsplads en masse, så du kan bare købe løs (genbrug forstås … bæredygtighed og alt det der!). Og så er der naturligvis to badeværelser i dette fund af et halvt dobbelthus. Det ene er med kar og hele pibetøjet, så du vil konstant gå rundt og tro, at du er på hotel. Du må nok leve med, at det aldrig helt går op for dig, at du er kommet hjem fra ferie. Og den følelse fortsætter hele vejen ud på terrassens solseng, hvor det eneste, der vil undre dig, er, at tjeneren er så længe om at komme med din drink. Men sæt en anden i sving med shakeren, og læn dig tilbage i dit nye, permanente ferieliv!


Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.