Falkoner Alle 90, 6. 6., 2000 Frederiksberg

Stil, stand og tagterrasse på Frederiksberg

Hvad er allerbedst ved denne lækre, 77 m2 store 2-værelses på skønne Frederiksberg?  At du bare er på toppen heroppe på sjette? At kodeordet virker til at være LYSHAV fra væg-til-væg-vinduespartiet i stuen?  Eller er det mon den vestvendte eftermiddags- og solnedgangsaltan i hele lejlighedens længde? Den bliver måske overhalet indenom af de 2 store og fantastiske fælles tagterrasser, hvor du kan chille & grille med naboerne eller vennerne og imponere dem med den formidable udsigt. Der er dømt skarp konkurrence mellem alle fordelene!

Er du typen, der foretrækker en gennemrenoveret bolig i en gennemført stil med en gennemtænkt kvalitet? Godt! Så kan du godt begynde at se det for dig, hvordan du ønsker at indrette dig i din Frederiksberg bolig med det smukke sildebensparket!

Nyder du at have gæster? Skal de spise med? Der er heldigvis fint plads til, at de så passende kan sættes til at hjælpe lidt til i det lækre hvide køkken, der står stilrent og har masser af opbevaringsplads i de praktiske skabsskuffer – hele væggen er perfekt udnyttet.

Det åbne layout med stue/køkken er indbydende, praktisk og understreger flot rummeligheden. Her er god plads til både sprælsk livsglæde, varm familiekomsammen, hjemlig hygge samt til vilde tanker og drømme om fremtiden. Og man kan heldigvis nemt bo 2 personer her.

Badet står i en hyggelig stil med en snert af inspiration fra art deco og har terrazzogulv. Bygningen er opført i 70´erne, men man savner faktisk ikke årtiets mere ”vilde” farvepalet… Vaskemaskinen er smart gemt af vejen, og der er flere gode indbyggede skabe i lejligheden.

Heroppe på 6. sal har du god afstand til lyden af trafik og byliv. Men du kommer til at bo inspirerende centralt her på Falkoner Allé, som er en stemningsfuld handelsgade, hvor lækre cafeer, restauranter og takeaway-steder ligger på stribe. Og du skal faktisk bare ned på bygningens gadeplan for at gå i supermarkedet! Tæt på har du f.eks. Frederiksberg Centret, biografen, Landbohøjskolens Have, Frederiksberg Have, og så har du faktisk hele to metrostop indenfor 400 meter.

Den velfungerende ejerforening står for de to solrige fælles tagterrasser med grill og havemøbler. Der er parkeringskælder (mod betaling), elevator, cykelkælder, brugsret til kælderrum mv.

Vi synes bare, du skal begynde at glæde dig til at se lejligheden for at tjekke, om du kunne føle dig hjemme her – og smøg hellere hurtigt ærmerne op, for du skal nok ikke vente alt for længe!

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.