Fritidshus ved Vollerup Strand med fantastisk havudsigt
Der ligger blot et enkelt hus og et grønt areal mellem det fritidshus, der her udbydes, og havet, hvor I kan bade, fiske, sejle og gå strandture. Det betyder, at livet ved og på vandet kan komme til at spille en hovedrolle i jeres ferier, weekender og i det hele taget året rundt. Huset blev i 2011 revet ned og opført på ny, det er derfor i særdeles god stand, velisoleret og udstyret med en effektiv pilleovn, der varmer hele huset op, når I får lyst til at komme til vandet og slappe af. Der er også forberedt til el-radiatorer, hvis I vil supplere med en ekstra varmekilde. Huset byder på flere gode sengepladser i husets værelser og i annekset, så hele familien kan overnatte. Soveværelset har walk-in garderobe, så I har plads til alle jeres ting. Det store badeværelse byder på både spabad og brusekabine. Minsandten om her ikke også er blevet plads til en sauna. Bademiljøet ligger meget praktisk lige ved siden af soveværelset. Husets ekstra værelse er placeret på den anden side af opholdsrummet, så man kan have privatliv i begge værelser. I det dejlige anneks, som også er isoleret og har indlagt strøm, er der rigeligt med plads til en dobbeltseng. Annekset er også udstyret med sin helt egen veranda. Perfekt til svigermor eller teenageren med behov for ekstra privatliv.
De fælles opholdsrum både indenfor og udenfor er særdeles dejlige og rummelige. Indenfor har I stue og køkkenalrum i åben forbindelse og med flere udgange til træterrassen, der smyger sig hele vejen rundt om huset med flere skønne steder at sidde. I har grillplads, og der er gjort forberedelser til udekøkken. I tilknytning til terrassen er der et vildmarksbad, så I kan sidde og hygge jer med at se på stjerner og iagttage udsigten ud over vandet, hvor I kan se til helt til Odden og Sejerø. Udover hovedhuset og annekset er der også en ekstra bygning med overdækning og mulighed for værksted. Desuden masser plæne på den nemme grund.
Omgivelser har utroligt meget at byde på. Når I ikke er ved stranden eller ude at fiske, kan I gå pragtfulde ture i Vollerup Skov, der ligger lige bag jeres kvarter. I kan også gå ad sti hele vejen til Kalundborg. Turen er cirka fire en halv kilometer. Samme afstand til golfklub. Nærmeste indkøbsmulighed ligger tre kilometer fra huset, så I har alt inden for nem afstand her i sommerlandet. Vi glæder os til at vise jer dette fritidshus, som er klar til at blive taget i brug, når I er.
Lækker beliggenhed i anden række til vandet Vildmarksbad og forberedt til udekøkken I kan bade, fiske, sejle og gå strandture