






Hanebjerg Hulvej 5, 3210 Vejby
Et sommerhus du aldrig vil hjem fra igen
Det er selvfølgelig lidt af et dilemma, det ved vi godt. At eje så vidunderligt et sommerhus at din anden bolig pludselig bliver sekundær. Men altså, sådan er det med dette topcharmerende sommerhus i det fredede Heatherhill. Du taber dit hjerte lige her. Jeres familiedrømme bliver til virkelighed lige her. Du bliver sommerhus-besat. Fuglelyde-besat. Sommerfugleentusiast. Digt selv videre.
Klassisk dansk sommerhushygge, idyl så langt øjet rækker, morgenkaffe i solen på terrassen, strandture (husk badevinger og badedyr) få hundrede meter herfra, brætspil konkurrence ved aftentid, sov tungt og godt, frem med den seneste “Fuglelyde-app” ved solopgang…. i dit tempo. Igen og igen. Åh, lykke!
Det er simpelthen det mest betagende sommerhus - og så placeret i Heatherhill - ugeneret for naboer og med udsigt ud over Heatherhills smukke, smukke bakker.
Gåturen til stranden er på ca. 300 meter, stranden har livredder, så her er trygt for familier. Og badedyr.
Køkken alrum / stue kombinationen inviterer til den kvalitetstid, I indtil nu nok kun har sukket efter.
Området ER helt utroligt. Heatherhills bakker og dale blev dannet under den sidste istid. Takket være naturfredning er her kobjælder og blodrøde storkenæb i blomst forår og sommer, og lyngen breder sine lilla farver henover sensommeren.
Lidt bonusinfo: Du møder helt sikkert en okkergul pletvinge på din vej, en argusblåfugl, en brunlig perlemorsommerfugl, en dukatsommerfugl og en grøn busksommerfugl. Allesammen sommerfugle, der allerede har adresse i Heatherhill.


