






Monica Zetterlunds Vej 11, 4. tv, 2450 København SV
Kæmpe master bedroom, nem adgang til både Københavns kanal og et orangeri burde være alle forundt. Nu kan I få hele baduljen!
Der er virkelig efterårsforandringer i luften. Og nye ting på vej. Kan I mærke det? Men det kræver selvfølgelig, at man tør gribe ud efter det. Som nu f.eks. denne dejlige familielejlighed på Sluseholmen. Beliggenheden er genial, og det er planløsningen virkelig også.
Vi er i en nyere ejendom, hvor I får fornøjelsen af gulvvarme, to badeværelser - det ene i forbindelse med det skønneste (og store!) forældresoveværelse - og så et der giver adgang for alle. Både gæster - men også de to herlige børneværelser, som ligger i forbindelse med den gode soveafdeling.
Og så får I altså bare det lækreste lyse køkken-alrum og stue, som både er nemt at indrette, men hvor I også har udgang til opturs-altanen, der vender imod kanalen. Med sol hele dagen. Lyset og solen fylder også stuerne. Køkkenet er lækkert, stilrent og oplagt til dig, der er et madøre og elsker at kokkerere. Leverum er vist et passende ord her. Badeværelserne er naturligvis også lækre og signalerer god smag.
Udeliv bliver en stor del af jeres nye liv her. På jeres egen altan hersker der fred, ro og masser af hygge. Men så er der jo gårdmiljøet, hvor man møder hinanden til en lille sludder efter hentetid, imens de små lige brænder det sidste krudt af. Og dét er virkelig en ting i denne gård. Der er mange legekammerater. Og så er der orangeri. Et orangeri! Dette kan I nemt låne, når I skal holde fødselsdag, runde dage eller fejre sommeren. Et rigtigt orangeri til at skabe de fineste oplevelser og særlige minder.
Sydhavnens Sluseholm er både rolig og livlig. Både familievenlig og “skal-vi-spise-en-middag-eller-slentre-en-tur-bare-os-to” venlig. Og vandet kommer helt tæt på. Dén følelse kan man næsten ikke erstatte med noget. Godt for sjælen, simpelthen.
Her er ganske få skridt til havnebadet, caféer, takeawaysteder og metroen.
Den grønne, uberørte natur bliver også en kær nabo. Naturpark Amager fletter den smukke natur og den levende by sammen. Mageløse naturoplevelser, friluftsliv og dybe vejrtrækninger. Det dejligste sted at gå, løbe, sludre, finde ro og finde hjem.
Så sig JA til efterårsforandringerne! Ring til Rikke og mød det dejlige hjem på Sluseholmen.



