Sneppevej 7, Villingerød, 3120 Dronningmølle

Ingen adgang for fuglenumsekyssere

Er du jæger? Så kan du godt pakke de der store, våde øjne langt, langt væk - nu har vi sagt det! Nok er vi landet fjerlet på en vej, der deler navn med en kær lille pipfugl, som midaldrende grønklædte mænd har for vane at sigte efter, så de kan få lov at kysse den midt i rumpetten (nu har vi aldrig!), skulle de være så heldige at ramme den, men den slags vil vi ikke have her. Næ! Det bliver et nejpiptak herfra, gør det!

Nej du, her vil vi MÆNGE os med hinanden og alt det levende pippende pipliv. Vi vil slænge os i den danske, idylindsmurte natur med Gilleleje og Hornbæk lige rundt hjørnet. Vi vil karte rundt på plænen uden nogle egentlige planer - for vi er i sommerhus, og her vil vi slappe af og lave ingenting, mens vi kun går op i, hvornår vi skal spise, hvornår vi skal sove middagslur, og hvornår vi bliver nødt til at trille ned efter nye forsyninger. Det eneste, vi så absolut gider bekymre os om her på Sneppevej 7, det er, hvornår vi næste gang skal indtage et eller andet med dild, der engang havde gæller og uendelige kilometer i finnerne. Vi vil lytte til vores børns afdæmpede, konfliktløse lege sådan nede fra det bagerste hjørne af haven (der er allerede opsat diverse aggregater, de kan underholde sig med), og vi vil kun bruge meget lidt energi på at diskutere, hvorvidt nogen i familien må se på deres respektive skærme eller ej. Vi vil bare nikke, nikke-nikke-nikke ja til alt, for her på Sneppevej 7 vil vi have det godt! Så er det altså sagt.

Når matriklen alligevel bliver for lille (selvom den nu har en rigtig fin og god størrelse til den helt almindelige, gennemsnitlige familie), vil vi svinge ned til vandet og dyppe vores dertil indrettede fusselanker i det kølige, glitrende hav. Åh, hvor vil vi føle os i live, når vi gør det.
Derefter vil vi kigge op mod himlen og nyde alle de levende fugle, der måske/måske ikke flaprer rundt over os, og uanset hvad vil vi i hvert fald sætte pris på Moder Natur, på dette lille øjeblik, hvor vi er her, og sommerhuset på Sneppevej 7 er dér (og tilmed vores), og der er intet som de små øjeblikke, hvor man kan mærke livet boble og bruse i blodet. Heller ikke selvom man har lidt dild siddende mellem tænderne. Det er lige meget.

Tag da et kig på Sneppevej 7! Vi giver en dusk dild, hvis du køber herligheden, men så skal du også love, at du plaffer lige nøjagtig nul snepper. Så er det pippet.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.